Folkene bag folk

Mødestedet folk er stiftet i 2019 i samarbejde mellem DUF - Dansk Ungdoms Fællesråd, Krogerup Højskole og DeltagerDanmark.

DUF - Dansk Ungdoms Fællesråd
DUF - Dansk Ungdoms Fællesråd

DUF er en paraply- og interesseorganisation for 78 samfundsengagerende børne- og ungdomsorganisationer. Spejdere, studenterorganisationer, kirkelige foreninger, miljøorganisationer og de politiske ungdomsorganisationer er blandt medlemmerne.

I DUFs formålsparagraf står det blandt andet skrevet, at:

"DUF skal gennem sin virksomhed medvirke til at løse ungdommens problemer samt fremme sammenholdet og den indbyrdes forståelse blandt unge og deres organisationer. DUF skal arbejde for at øge unges forståelse for og deltagelse i de demokratiske beslutningsprocesser, stimulere til samfundsengagement samt bidrage til ligestilling mellem individer og grupper i samfundet". Det er med det afsæt, at DUF engagerer sig i folk. 

På nuværende tidspunkt har folk både fysisk og organisatorisk hjemme i DUFs sekretartiat på Scherfigsvej i København.

Besøg DUF her.
DeltagerDanmark
DeltagerDanmark

DeltagerDanmark er en idébåret socialøkonomisk virksomhed, der hjælper alt fra medlemsorganisationer over aktivistgrupper til kommuner og ministerier med at nå deres mål ved at engagere borgere, medarbejdere eller medlemmer i at handle sammen på fælles problemer eller drømme.

Gennem strategi- og organisationsudvikling, rådgivning, analyser, kampagner og træning af både nye aktive og erfarne ledere arbejder DeltagerDanmark for at styrke den demokratiske selvtillid hos flere, for stærke fællesskaber og for at etablere handlemuligheder, hvor flere kan være med.

DeltagerDanmark arbejder for et samfund, hvor fællesskaber, deltagelse og håb erstatter opdelinger, ulighed og resignation - og gør det blandt andet ved selv at være med til at skabe eller føde nye projekter med fokus på unge og chancelighed. Et af dem er folk.

Besøg DeltagerDanmark her.
Krogerup Højskole
Krogerup Højskole

Krogerup Højskole er en dansk folkehøjskole, beliggende i Humlebæk.

Krogerup Højskole virker for styrkelse af demokrati og udvikling af menneskers almene dannelse, hvor alle evner sættes i spil, og er en politisk og kreativ højskole med internationalt udsyn, der ønsker at danne mennesker med vidt forskellig baggrund, så de bliver bedre til at tænke selvstændigt og kritisk på tværs af specifikke fagligheder.

Krogerups mission er, kort fortalt, at fremelske ansvarlighed for verden blandt højskolens elever, at give dem redskaber til at agere som samfundsborgere, og – ikke mindst – at fylde eleverne med selvværd og mod til at tage del i det samfund, de er del af. Det er i samme ånd, at Krogerup Højskole er medstifter af folk.

DUF og Krogerup Højskole er stiftet og startet af samme mand, Hal Koch, i hhv. 1940 og 1946.

Besøg Krogerup Højskole her.