Hvad er folk - mødested for demokrati og dannelse?

Vi befinder os i en tid, hvor demokratiet på den ene side trives. Danske unge både tilslutter sig og stoler i vid udstrækning på de demokratiske institutioner. De er blandt nogle af de absolut dygtigste i Europa, når det kommer til viden om politik og samfund. På den anden side ser vi, at unges demokratiske selvtillid halter, at endnu for få deltager i fællesskaber i deres fritid og at den polariserede debat i høj grad afskrækker netop unge fra at tage del.

Hal Koch skrev, at demokratiet skal vindes af enhver ny generation. Vi siger, at det kræver uddannelse og dannelse at gøre det, og at flere unge skal have et lille skub for at være med. Det er i al beskedenhed, det vi gør.

Vi er stiftet som et samarbejde mellem DUF - Dansk Ungdoms Fællesråd, DeltagerDanmark og Krogerup Højskole i 2019.

Hvad laver folk?

Gennem tre forskellige typer uddannelser vil vi give så mange unge som muligt flere og bedre redskaber til at tage aktiv del i det samfund, de er en del af:

1. Uddannelse af unge i demokrati og deltagelse. Det gør vi bl.a. med forløbet 'Grib demokratiet' for unge i folkeskolen og på ungdomsuddannelserne.

2. Lederskabsuddannelse for unge engagerede. Målgruppen er unge, der allerede er engagerede og tager ansvar.

3. Efteruddannelse af voksne, der arbejder med unge. Målgruppen er lærere og undervisere.

Nordea-fonden støtter, at flere unge griber demokratiet

Nordea-fonden støtter projektet 'Grib Demokratiet' med omtrent 1,8 mio. kroner. Det er dem, der gør det muligt, at vi kan lave uddannelse af 200 unge i 2020/21.

Direktør i Nordea-fonden, Henrik Lehmann Andersen, som også er en af fondene bag Ungdomsøen, hvor alle uddannelsesforløbene begynder, sagde i forbindelse med offenliggørelsen af fondens støtte:

”Nordea-fonden støtter folk, fordi vi vil stimulere unges aktive og konkrete deltagelse i de demokratiske processer. Det bliver spændende at følge, hvordan træningen vil styrke de unges mod, handlekraft og selvtillid”.