Artikel
Ud på uvant farvand
21-05-2021
Det handler om at blive hørt
I S-toget på vej hjem fra Christiansborg Slotsplads kører tankerne i Sara El-Khatibs hoved, mens den københavnske vestegn triller forbi. Inden hun lander på hjemstationen i Høje-Taastrup, har hun besluttet sig. Hun vil skrive om, hvordan det er at være ung i ghettoen. Om det at vide, at ens barndomshjem skal sælges, bygges om eller rives ned, og om erfaringen med at blive mødt helt uden forventninger, bare fordi du har adresse i et bestemt område.
Så det gør hun. Opløftet af at have været på slotspladsen den dag sammen med en masse andre, der demonstrerede imod den såkaldte ”ghettopakke”, der blandt andet indbefatter, at lejlighedskomplekser som det, Saras forældre flyttede ind i for 26 år siden, skal rives ned, og beboerne genhuses. Hun skriver først for sig selv og med en ide om at udgive det på Facebook, men undervejs får det mere form og en overskrift: ”Kampen mod ghettolisten er først lige begyndt”.
Et par måneder senere er det, hun har skrevet, trykt i debatsektionen i Berlingske.
Danmarks smukkeste ghetto
Sara er en ud af seks unge, der er aktive i Ungerådet i boligområdet Gadehavegård, der indtil december 2020 var på den såkaldte ”ghettoliste”. Det er ifølge bestyrelsesformanden i beboerforeningen – der i parentes bemærket er Saras far – til gengæld også ”Danmarks smukkeste ghetto”.
Når Sara fortæller om de grønne områder og bænkene med forældre, der sludrer med hinanden, mens de holder øje med ungerne på legepladserne rundtomkring, lyder hun næsten som en turistbrochure for egnen. Hun fremhæver også fodboldbanen, hvor der altid er nogen, der vil være med, og ”regnbueblokken” i nr. 9, der er blevet renoveret for nogle år siden og har fået opgange i hver sin farve. I Saras blok, Murerskeen, er der blåt. I de andre, Sylen og Øksen, rødt og grønt. Så ved man, hvor man er, hvis man er kommet for langt hjemmefra eller skal besøge nogen i området for første gang.
Da Sara og hendes ven Olcay med hjælp fra en boligsocial medarbejder startede Ungerådet op i 2018, var planen at lave aktiviteter for unge i området. Senere er det vokset og blevet til aktiviteter, der kan komme alle beboere til gavn.
”Da vi startede, håbede vi, at vi på den måde kunne blive nogle ansigter, som man kunne møde og komme til at regne med her i området. Det synes jeg faktisk, at vi har opnået,” siger hun.
Sara taler eftertænksomt og afdæmpet om det barndomshjem, hun en dag skal flytte fra uden selv at have valgt det. Ikke desto mindre er der ingen tvivl om, at hun også er vred, og at hun ved, hvad hun vil med det, hun gør. Hun vil tage et opgør med det blik, hun oplever, at omverdenen har på hende og hendes naboer:
”Lige siden 2010, da ghettobegrebet kommer ind i debatten, har jeg hørt om det, og alle har talt om det. Til at starte med tænkte jeg ikke så meget over det. Men så fandt jeg ud af, hvad det betød. At der er en masse mennesker, der ikke tror, at vi, der bor her, har et arbejde eller passer vores skole eller i det hele taget er ordentlige mennesker.
Jeg gider ikke have, at folk skal se på mig som sådan en undertrykt tørklædepige, der ikke laver noget eller ikke kan finde ud af at tage en uddannelse.”
Engagement med hjemmefra
Siden da har der været fart på Sara. Når hun ikke holder snor i Ungerådets sociale medier eller går til møder og arrangerer nye ting sammen med de andre i rådet, går hun i 3. g på Høje-Taastrup Gymnasium. Ved siden af arbejder hun på at blive makeupartist inklusive en Instagram-konto, der skal passes, og kunder, der skal rekrutteres.
Sara og et par af de andre fra Ungerådet har udgivet en bog ”Mere end en ghetto”, og sammen med Olcay har hun kørt en tur i komikeren Elli Jokars lyserøde taxa på YouTube og talt om at være unge i ghettoen. Hun er en del af YouTube-projektet Uhørt, hvor hun er med til at lave små videoer, der sætter ”emner, man ellers ikke snakker om” på dagsordenen. For Sara er det at engagere sig helt naturligt. Det har hun med hjemmefra.
”Jeg kommer fra en familie, der er meget aktiv og frivillige i alt muligt forskelligt. Vi er med til at arrangere festival i området hvert år, og da mine søstre gik til fodbold, arrangerede vi kagesalg for at tjene penge til klubben.”
Hendes far, bestyrelsesformanden, er et forbillede, og det samme er hendes søstre. Sara har været med på sidelinjen i deres engagement, fra hun var helt lille, så vejen mod Ungerådet var nok brolagt, allerede før hun vidste af det:
”Jeg har hele tiden været meget inspireret af mine forældre og mine søstres engagement og af at se den positive virkning, det har haft på andre og på området. Så jeg har hele tiden vidst, at jeg også skulle gøre noget selv,” siger hun.
Et sted at bruge sin stemme
Sara har det helt fint med, at det er hende, der har ordet, og vil gerne tage det endnu mere.
Sådan har det ikke altid været, og hun kan sagtens komme i tanke om tidspunkter, hvor hun gerne ville have sagt noget, men ikke gjorde det, fordi hun tøvede. Bagefter har hun altid fortrudt, så nu prøver hun at gribe den, når nogen giver hende chancen for at tale, og tager den selv, når hun kan. Ungerådet har været et godt sted at øve sig og få lov at prøve ting af. Det kan både hun og folk omkring hende se:
”Engang var jeg meget tilbageholdende, og jeg turde ikke sige så meget i sådan nogle situationer eller i klassen. Sådan er det ikke mere. Det siger min familie og mine venner, der har kendt mig, fra før jeg blev aktiv i Ungerådet, også”.
Drømmen er, at hun og de andre fra Ungerådet kan komme endnu mere ud over rampen. Hun har lige holdt sine første foredrag, og det passer hende rigtig godt, at der er nogen, der lytter. Det var også det, der var pointen med læserbrevet til Berlingske dengang og med alt det, hun laver i Ungerådet. At blive hørt.
”Nogle gange spørger mine venner mig, hvorfor jeg laver alt det, jeg laver, og hvorfor jeg skriver de ting, jeg gør, og risikerer en masse hate for det. For mig er det bare ... vigtigt,” siger hun.
Spørger man hende, hvor hun er om 10 år, er der både tøven og et prompte svar:
”Ja, altså jeg bor jo ikke her i Gadehavegård længere” – og så lidt efter:
”Men jeg vil gerne have givet Ungerådet videre til nogle andre. Have vist nogen, at de sagtens kan gøre det, jeg gør, eller skrive sådan, som jeg gjorde. Der er en plads til dem, ligesom jeg har fundet en plads til mig her lige nu.”