Person
Rie Ljungmann
09-02-2021
Projektleder
6020 1440
2513 5293
Pligt på den gode måde
”Jeg var nok et lidt nederen barn, faktisk... ”
Julie Nielsen på 20 år tygger lidt på erindringen om sig selv og sine første skoleår - Julie sådan cirka 0.-5. klasse:
”Det var ikke, fordi jeg som sådan blev mobbet, men jeg var i hvert fald heller ikke populær. Jeg tror bare, at der ikke var ret mange, der kunne lide mig. Heller ikke, selvom jeg virkelig prøvede på at få folk til det.”
I dag er det heldigvis anderledes, og Julie føler sig ikke længere udenfor. Hun går på IB-uddannelsen, der er en international gymnasieretning i Nyborg. Egentlig kommer hun fra Kolding, så i hverdagene bor hun i en af skolens lejligheder sammen med sin roomie, Sofie. I lejligheden har de hvert sit værelse, fælles stue, køkken og bad og mere frihed end det første år, da hun boede på Rød Gang på skolens kostskoleafdeling. Der var der til gengæld fællesspisning både morgen, middag og aften.
For det meste er der en masse mennesker omkring hende, for sådan foretrækker hun det.
Pizza og plads til at være sig selv
En gang om måneden kommer Julie lidt før for at åbne og gøre klar i lokalerne, som huser SIND Ungdom i Nyborgs klubaftener. Hvis der er nye unge, der gerne vil være med, mødes hun med dem og sørger for at byde velkommen. Ellers gør hun bare klar, så der er rart, når resten dukker op.
De unge, der kommer til klubaftenerne, har det til fælles, at de slås med deres sind. Nogle med diagnoser, andre uden. Det er ikke så vigtigt. Der er plads til at tale om, hvad du kommer med, men du må også gerne blive fri.
Klubaftenenerne har som regel ikke det store halløj på programmet. Sammen med de unge, der er kommet, finder hun ud af, hvad de har lyst til at lave og spise til aftensmad. Hvis de er for flade, sker det, at de ringer efter en pizza og smider sig på langs med en film. Andre gange spiller de spil, hænger ud, sludrer.
”Det vigtige er ikke, hvad vi laver, men at vi laver noget. At vi er der, og at der er et sted, hvor man kan være fri af alt det, der ellers tynger. Der burde være en SIND-klub alle steder, synes jeg! Det er helt forkert, at det stadig er et tabu at tale om, når man har det svært. Det vil jeg gerne være med til at skubbe til,” siger Julie.
Hun har været med, siden de startede klubben i 2019, og er en del af den lokale bestyrelse sammen med to andre frivillige. De fungerer som tovholdere og sørger for, at der sker noget, at der er frivillige nok til at dække onsdagene, og at det hele kører, så flere unge med ondt i sindet kan opleve at have et sted at høre til.
Sådan har det altid været
Der er mange ting, Julie gerne vil lave om på og skubbe til her i verden. Og der har været mange gange, hvor hun har gjort det:
”Jeg har altid gerne villet være frivillig og engagere mig i andre mennesker og i noget, hvor jeg kan mærke, at der er en menneskelig kontakt. Jeg ved faktisk ikke helt, hvorfor det er sådan med mig,” siger hun.
Tidligere har hun været frivillig og læst højt for ældre. Da der kom et stort antal flygtninge til Danmark i 2015, var Julie også klar til at tage en tørn på den campingplads i byen, hvor nogle af de nytilkomne flygtninge blev indkvarteret. Her gav hun den i en periode som legetante for børnene, der var med.
”Da jeg var 16 år, ville jeg vildt gerne være besøgsven på et plejehjem, men det kunne jeg ikke få lov til, før jeg var fyldt 18. Det kan jeg huske, at jeg var ret skuffet over”.
Hendes vej ind i SIND Ungdom var lidt ligesom den gode, klassiske kærlighed – lidt tilfældig, ikke forventet, men helt rigtig, da den så alligevel kom. En mindre poetisk udlægning af historien er, at Julie efter at have set et opslag på internettet deltog i et informationsmøde med en ansat fra SIND Ungdom, der inviterede hende og de andre deltagere til at være med til at starte et nyt klubtilbud.
”Jeg syntes, det lød sjovt og meningsfuldt, så jeg meldte mig. Og nu kan det bare ikke være anderledes. SIND Ungdom er blevet en del af mit liv.”
På et tidspunkt skal hun også videre fra SIND Ungdom, og det er også okay. Man behøver ikke være det samme sted altid.
Ikke bare en samaritaner
Omdrejningspunktet for hele Julies frivillige engagement er lysten til at være sammen med nogen og mærke mennesker. Det er lige der i relationen, at hun har det godt. Og så handler det måske også om, at regnskabet fra barndommens minus går lidt mere i plus på den måde.
Undervejs får hun en masse igen. Venner, gode aftener og færdigheder, hun kan bruge senere. I SIND Ungdom har hun været på kursus og lært at lytte uden at lægge ord i munden på den, der taler, og at det er helt fint bare at sige ”ja, det lyder virkelig som noget lort” uden også at prøve at fikse det hele. Mest af alt, har hun lært noget om at tage ansvar. Om at være 20 år gammel og være noget for nogle, der bokser med livet, og måske endda er ældre end hende selv, men også om at have ansvar for det at drive et fællesskab og et tilbud, som andre regner med.
”Jeg er nok blevet mere bevidst om, at jeg har taget og tager et ansvar. Rigtig mange af de ting, jeg laver i SIND Ungdom, er der ingen, der har sagt til mig, at jeg skal gøre. Det gælder om at se, hvad der er brug for, og så vide, at det jo faktisk godt kan være mig, der gør det.”
For Julie er det alt fra at lære at lave gode promoveringsopslag på Facebook, når der skal rekrutteres nye frivillige, til at øve sig i at sætte de rigtige grænser, når samtaler om alt det svære bliver for svære. Om at bage nok kage og om at huske at invitere borgmesteren til klubbens første åbningsreception og så også selv at holde talen på dagen. Og nok er der indimellem mange bolde i luften, men Julie kan faktisk godt lide at være i gang:
”Altså, det gør det mig jo også bare glad. Det er ikke sådan et helligt projekt, der handler om at være en god samaritaner. Jeg synes, det går begge veje.”
