Person
Rie Ljungmann
09-02-2021
Projektleder
6020 1440
2513 5293
Ud på uvant farvand
Lucas Grøndal har været lidt rundtomkring, når det kommer til at finde en uddannelsesvej. Folkeskolen, Rudolf Steiner-skole, bådebyggerlinjen på en erhvervsskole, produktionsskole og nu FGU Øresund (FGU står for forberedende grunduddannelse, red.). Han landede på det sidste, fordi det gav ham muligheden for at tage i praktik på Flynderupgård Museet og for at gå på en skole, ”der handler så lidt som muligt om at gå i skole”.
Han ved derfor også et og andet om skole- og uddannelsessystemer og skal ikke spørges ret meget, før han lister sine vigtigste drømme og mål op: Der skal skabes bedre rammer for, at alle unge kan engagere sig, besparelserne på uddannelsesområdet skal stoppes,og så er der brug for en gennemgående revision af det danske skolesystem, så der bliver mere plads til mennesker og mindre plads til målstyring og ensretning. Det lyder næsten som et politisk program.
Ikke desto mindre var det faktisk ikke Lucas’ egen opfindelse, at han skulle være en del af Modstrøm, der er en ny og voksende elevbevægelse for unge på og omkring FGU. Faktisk var det bare, fordi han alligevel var med i elevrådet, at det endte sådan. Pladsen i elevrådet havde han fået, fordi han ”nok var den, der var mindst modvillig”. På det tidspunkt i hvert fald.
Et skridt ad gangen
For viljen viste sig at komme, i takt med at han fandt vej ind i det nye fællesskab i Modstrøm.
”Det var ikke noget, der bare skete på dag ét. Jeg startede meget langsomt ud med lige at skulle se tingene an og finde ud af, hvad det var for noget. Men så med tiden, og i takt med at jeg opdagede, at her var nok noget, hvor jeg kunne bidrage med noget, så blev jeg mere involveret,” fortæller han.
”Og så skulle jeg også lige blive tryg. Det kom, i takt med at jeg fik lov at se de andre lidt an og lærte dem at kende og også fik et mere klart billede af, hvad det var, jeg var gået ind til. Det var egentlig ikke et spørgsmål om, hvorvidt jeg havde lyst til at engagere mig eller ej. Det var mest bare uvant farvand, for jeg vidste slet ikke, at den slags fællesskaber fandtes”.
I dag sidder Lucas i Modstrøms Ungeråd, der er det tætteste på en ledelse, de kommer, han er en del af talspersongruppen og sidder som repræsentant for FGU, når den fælles elev- og studenterbevægelse mødes.
Fra undertippet til næsten modig
Modstrøm er en forholdsvis ny elevbevægelse, der blev skabt, i takt med at produktionsskoler ikke længere skulle være produktionsskoler. En reform skabte FGU’en – den forberedende grunduddannelse, der har flere forskellige retninger, og hvor Lucas går på den ene. Målet med bevægelsen er at give unge på og omkring FGU’en et fællesskab, sådan som andre unge har det i deres elev- og studenterorganisationer.
Rammen om det hele er elevråd på de enkelte skoler, og det øverste organ er Ungerådet, hvor Lucas er med. Han fortæller om Modstrøm som et sted, der handler om at bruge det, man er god til. De, der har hænderne skruet godt på, bidrager med at bygge scene til stormøder og events, de, der har øje for æstetik, sætter grafisk materiale op. De, der har lyst, kan øve sig i at blive gode til at gå til møder, tage ordet og øve indflydelse.
Det sidste er det, Lucas gør mest. Og det er det, der gør, at han masser af gange lige trækker vejret dybt ned i maven og tager mod til sig.
”I ESB-rådet, der er et råd med repræsentanter fra alle de forskellige elev- og studenterbevægelser, der følte jeg mig sgu lidt undertippet i starten. Jeg kommer ikke med nogen politisk erfaring, sådan som mange af de andre gør, så jeg var ret usikker på, om jeg ville have noget at byde ind med, og om det var godt nok,” fortæller han.
Men med tid kommer råd. Eller i hvert fald erfaring, man kan vokse af:
”I takt med at jeg får en større viden, en større sikkerhed i, hvad det er, vi arbejder med – hvilke konsekvenser vores beslutninger har, og hvad det er, vi vil – så har jeg lært ikke at være så nervøs og tro mere på os og det, vi laver, og på mig selv.
Der kan jo ikke ske noget, der er farligt, eller noget, der kan gøre ondt på nogen måde. Heller ikke, selvom det godt kan føles sådan, lige når man står i det.”
”Det er jo for vildt”
En af de situationer, hvor de fleste af os ville have fået fugtige håndflader, var, da Lucas og en af hans medaktive i Modstrøm blev inviteret på besøg i DR’s Deadline-studie for at fortælle om unge og frafald på uddannelserne.
”Altså, hvis nogen havde sagt til mig for et år siden, at jeg skulle være gæst i Deadline, havde jeg nok ikke troet på dem, og bagefter var jeg da også sådan lidt ’what, skete det lige?’. Det er jo for vildt, at jeg kunne gøre det,” siger han.
Faktisk havde han ikke haft noget imod at slippe udenom, men da de skulle to afsted, var han nødt til at hanke op i sig selv og trodse nervøsiteten og bekymringerne for ikke at kunne nå at sige alt det, han gerne ville, på den rigtige måde på kort tid. Det hjalp, at Mark – hans makker fra Modstrøm – var med:
”Han er mere rolig. Sådan en god, lidt jordbunden type, som jeg kunne læne mig op ad.”
Også fællesskabet derhjemme i Modstrøm var med til at dulme nerverne:
”Jeg er nogle gange god til at bekymre mig unødvendigt meget og se alle mulige udfordringer, jeg kan blive stillet over for, men det gjorde jeg ikke her. De andre var ligesom en usynlig støtte, så det var nemt at ryste nervøsiteten af til sidst.”
Det er det nære, der gør det
For Lucas er det at være aktiv i Modstrøm ikke en intellektuel øvelse, det er mere praktisk. Han har ikke nogen stor drøm om at blive politiker og er ikke skolet til at tænke strategisk eller at gå op i det for den sags skyld:
”For mig kan det der med at tale om at være med til at forandre samfundet eller påvirke noget godt blive lidt for stort at tænke på. Jeg kan bedre med det nære, der handler om de ting, der betyder noget for mig i min hverdag.”
Og så handler det om ham selv, ganske enkelt. Om at opleve at vokse og blive dygtigere, lære nye ting, prøve sig selv af og udvikle sig som ung på vej mod voksen:
”For mig er det også en drivkraft. I teorien kunne jeg lige så godt have været med i alle mulige andre fællesskaber. Det er ikke så meget sagen. Eller jo ... Det er bare ikke den, jeg kigger så meget på til daglig.
Sådan synes jeg egentlig også, at det er helt okay at have det.”
